Coronavirus

|16.03.2020

Pressemeddelelse: Det er nu, specialtransporten skal hjælpes

Skoler og børnehaver er lukkede, ældre skal ikke til dagstilbud, genoptræninger er aflyst, og mange operationer er udskudt. Det er eksempler, hvor den offentlige specialkørsel dagligt ville transportere tusindvis af borgere frem og tilbage, og fra i dag står de mange vogne helt stille. Der er brug for hjælp her og nu, hvis de mange vognmænd skal kunne fortsætte i deres funktioner efter krisen


Mange kommuner har lukket fuldstændigt ned for skolekørslen, hvilket medfører en nedgang på 100 %. Andre af vores medlemsvirksomheder melder, at deres kørsel er skåret med 80 %. Med andre ord er den offentlige specialkørsel allerede på dag 1 af nedlukningen gået ned med mindst 80 % afhængig af, hvordan kontrakterne er udformet.

Der er derfor behov for, at Staten sikrer, at vognmændene kan få økonomisk kompensation som minimum til at dække de faste omkostninger, hvis der skal være vognmænd tilbage og dermed et beredskab til at transportere borgerne, når krisen er ovre. Det er nu, beslutningerne skal tages.

”Der er naturligvis rigtigt mange, der bløder under denne krise, men især persontransporten skal have opmærksomhed her og nu, hvis den skal overleve og dermed kunne genoptage sine opgaver efter krisen. Lige nu på første dag af nedlukningen af skoler mv. er virksomhederne bag den offentlige service trafik totalt i knæ. Der er brug for en kompensationsløsning til disse vognmænd hurtigst muligt”, siger administrerende direktør i Dansk PersonTransport, Michael Nielsen.