Turistkørsel

|28.10.2020

Forlængelse af hjælpepakker: Mere hjælp til flere af vores medlemmer

Tirsdag aften landede den politiske aftale om forlængelsen af hjælpepakkerne i forbindelse med forlængelsen af corona-restriktionerne. Aftalen nævner direkte bus- og taxibrancherne.


Den politiske aftale om forlængelsen af hjælpepakkerne som følge af de strammede og forlængede restriktioner landede i går aftes. I aftaleteksten nævnes bus- og taxibrancherne som direkte leverandører til virksomheder, som er direkte ramt af de skærpede forsamlingsforbud.

Det betyder, at nu er alle danske turistbusvognmænd, der lever af at køre danskere rundt i Danmark, omfattet. Samtidigt er taxibranchen omfattet, så de hårdt pressede taxivognmænd kan få hjælp.

Aftaleteksten gør klart, at administrationen af hjælpepakkerne skal være så smidig som muligt for virksomhederne og så hurtigt som muligt at sagsbehandle. Dansk PersonTransport har i dag udsendt en pressemeddelelse, der opfordrer til, at der hurtigst muligt udarbejdes en vejledning til den politiske aftale, og at der åbnes for ansøgningerne.

Bus og taxi er direkte leverandører

Aftaleparterne er enige om at udvide adgangen til de eksisterende kompensationsordninger for virksomheder og andre, der rammes af det skærpede forsamlingsforbud. Det vil sige, at virksomheder, der er direkte leverandører til private og sociale arrangementer med mindst 10 deltagere, der aflyses på grund af restriktionerne, får adgang til de samme kompensationsordninger. For at blive betragtet som direkte leverandør, skal virksomheden have gentagne, direkte transaktioner til en eller flere virksomheder ramt af forsamlingsforbuddet.
I aftaleteksten står der:
”Det sikrer, at både leverandører af lyd og lys, busser samt taxaer mv. vil være omfattet af kompensationsordningerne, hvis de lever op til kravene til omsætningsnedgang samt de øvrige adgangskrav.” (Vores understregning).

Dansk PersonTransport vil nu analysere aftaleteksten og se, om turistbusvognmændene kan betragtes som de facto-lukkede og derfor ville kunne søge hjælpepakkerne for selvstændige, faste omkostninger og lønkompensation på samme vilkår som andre tvangslukkede virksomheder. På den måde kan disse virksomheders aktiviteter siges at være i en form for ”dvale”.

 

Læs aftaleteksten her