Coronavirus

|16.11.2020

Nu kan virksomheder igen optage rentefrie momslån gennem Skattestyrelsen

Skattestyrelsen åbner 17. nov igen for ansøgninger om rentefrie lån til små og mellemstore virksomheder.


For at styrke danske virksomheders likviditet under coronakrisen bliver der igen åbnet for, at små og mellemstore virksomheder kan ansøge om et rentefrit lån, der svarer til den moms, virksomheden indberettede i marts. Lånemuligheden gælder også lønsumsafgiften for visse virksomheder. Op mod 270.000 virksomheder vurderes samlet set at kunne søge om lån for i alt 28 mia. kr.

Ansøgningsperioden løber fra tirsdag 17. november og frem til 18. december 2020.

Skattestyrelsen sender fra 18. november breve til de virksomheder, der kan være omfattet af lånemuligheden, til deres digitale postkasse.

I perioden i maj og juni 2020 benyttede 23.600 virksomheder sig af lånemuligheden. Virksomheder, der tidligere har udnyttet lånemuligheden, vil ikke kunne søge igen.

Ansøgningerne om udbetaling af lånet skal ske gennem virk.dk, men behandles af Skattestyrelsen. For både de nye lån og de lån, der blev givet i foråret, er tilbagebetalingsfristen udskudt til 1. november 2021.

Læs mere her: https://www.sktst.dk/aktuelt/pressemeddelelser/nu-kan-virksomheder-igen-optage-rentefrie-momslaan-gennem-skattestyrelsen/

Læs mere om lånemuligheden på skat.dk/corona