associerede medlemmer

|20.01.2021

Dekra udvider sin jobportal med en CV-bank

Dansk PersonTransports associerede medlem Dekra udvider deres nye jobportal for arbejdsgivere og chauffører med en CV-bank, der skal gøre det endnu lettere at finde den rigtige mand til den rigtige arbejdsplads.


I en branche, hvor der kommer et stigende behov for at finde chauffører, udvider Dekra, landets største private uddannelsesvirksomhed på transportområdet, deres nye jobportal til også nu at have en CV-bank. Her kan chauffører lægge deres CV, så mulige arbejdsgivere nemmere finder dem.

”Vores jobportal er kommet meget bedre fra start, end vi turde håbe på, og er allerede nu et sted, hvor chauffører og vognmænd finder hinanden i stor stil. Derfor kan vi allerede nu åbne op for dette nye initiativ, som skal gøre det lettere for vognmænd at finde deres kommende medarbejdere – og nemmere for chauffører at gøre sig attraktive med deres kvalifikationer over for kommende arbejdsgivere,” siger administrerende direktør i DEKRA Danmark, Peter Laursen.

Jobs i persontransporten
Dekra fortæller, der altid er mere end 100 aktive stillinger på jobportalen, og pr. 20. januar er der 23 aktive stillinger inden for persontransport. Der er lige nu 1000 chauffører, der modtager daglige notifikationer om nye jobs, i deres område, og de kan se, der er stor interesse for de opslag, der er inden for persontransport. De modtager i gennemsnit flere ansøgninger end gennemsnittet.