13.06.2023

Ny rekord i antallet af taxier under Folkemødet

Igen i år henter Dantaxi forstærkninger på Sjælland for at imødekomme den store efterspørgsel på taxier under årets Folkemøde. I år har 19 ekstra taxier fra Dantaxi taget rejsen til Bornholm for at hjælpe kollegaerne med taxibetjeningen. Årets taxi-forstærkning til Bornholm består af 16 vogne fra Region Hovedstaden og tre fra Region Sjælland. Til sammen mere end fordobler det antallet af taxier på øen - fra de normale 15 taxier til 34.


De i alt 19 ekstra vogne består bl.a. af fem store vogne og fem el-taxier. Antallet af el-taxier er tilpasset lade-infrastrukturen på øen, forklarer kommerciel direktør hos Dantaxi, Vibeke Wolfsberg:

Lige nu er vi midt i en spændende udvikling, hvor vores flåde elektrificeres. Til årets folkemøde har vi valgt at indsætte fem el-taxier. Det mener vi, er et realistisk antal i forhold til det antal ladestandere, der pt. er tilgængelige på Bornholm. Der forventes travlhed ved ladestanderne de næste dage, og der skal være plads til andre biler end taxierne.”

Vibeke Wolfsberg tilføjer, at selvom antallet af taxier på Bornholm nu er det største i folkemødets historie, kan der stadig opstå flaskehalsproblemer i bestemte tidsrum:

Som følge af sidste års efterspørgsel, har vi i år opprioriteret antallet af store vogne, så antallet af passagersæder er øget betragteligt. Vores erfaring fra alle tidligere år viser, at på trods af de mange ekstra vogne, kan der alligevel opstå ventetid ved flyankomst og ved færgeankomst og -afgang.

De 19 taxier vender søndag sammen med de mange folkemødedeltagere tilbage til hverdagen.

Dantaxi Bornholm råder normalt over 15 taxier, som altså i de næste fem dage får hjælp af 19 ekstra taxier.