køre- og hviletid

|05.12.2018

Fornuftige køre- og hviletidsregler

Dansk PersonTransport arbejder for fornuft og proportion i køre- og hviletidsreglerne. Det vil sige væk med hårde straffe for bagatelovertrædelser, der ingen betydning har for færdselssikkerheden – til gengæld endnu skrappere sanktioner over for dem, der bevidst forsøger at snyde.


Vores sejre: En samlet vognmandsbranche har de seneste år arbejdet tæt sammen for at skabe mere rimelige køre- og hviletidsregler. I juni 2018 trådte et nyt sanktionssystem i kraft, der nedsatte bødetaksterne for overtrædelse af sanktionsreglerne for førere og graduerede størrelsen for virksomheder. Der er samtidig fastsat et bødeloft for førerne og for virksomhederne, og så er selve bødeudmålingen forenklet ved overtrædelse af pausereglen i køre- og hviletidsforordningen, ligesom det nu indgår som formildende omstændighed, hvis føreren har afholdt en pause.

Køre- og hviletidsreglerne skal overholdes, og politiet skal kontrollere dem – både på vejen og i virksomheden. Men bødestraffene skal stå mål med forséelsen. Det vil sige væk med hårde straffe for bagatelovertrædelser, der ingen betydning har for færdselssikkerheden – til gengæld endnu skrappere sanktioner over for dem, der bevidst forsøger at snyde.

Dansk PersonTransport sidder med i adskillige arbejdsgrupper og har bl.a. i samarbejde med flere transportministre ændret reglerne på området, så de er i overensstemmelse med branchens behov og trafiksikkerheden. Det har bl.a. resulteret i, at myndighederne får større mulighed for at lave konkrete vurderinger ved de enkelte overtrædelser og bødeloft, så straffene ikke bliver firkantede uden hensyn til reglernes egentlige formål.