26.09.2024

Taxa med smil og tryghed for mennesker med demens

Thisted Kommunes projekt “Taxa i Thy med Smil og Håndsrækning”, som uddanner taxichauffører til at støtte demensramte og deres pårørende i hverdagen, vinder flot pris


På Demensalliancens nyligt afholdte årsmøde, blev Thisted Kommune anerkendt med en pris for initiativet ”Taxa i Thy med Smil og Håndsrækning”.

Helt konkret gennemgår taxichauffører, der udfører kørsel for kommunen, et halvanden times kursus, der giver dem værktøjerne til at håndtere demensramte passagerer med empati og forståelse.
Kommunen vandt prisen i kategorien ”transport” og i begrundelse for valget hed det fra Demensalliancen: ”Mange borgere med demens og deres pårørende føler sig utrygge ved transporten, især når sygdommen er fremskreden. Derfor er det en gave, at chaufførerne nu har den fornødne viden og udviser stor empati og tålmodighed. Dette initiativ gør en reel forskel i hverdagen.”

I forbindelse med prisoverrækkelsen på topmødet har pårørende udtrykt deres taknemmelighed over for chaufførerne fra Hurup Taxi og Dantaxi:

“Vi blev mødt af særdeles venlige, professionelle chauffører, hvilket gjorde, at vi begge var trygge. Alle havde en tilgang af ro, menneskeforståelse og loddede hurtigt, om det var en god eller en mindre god dag, vi havde. Det kunne udmønte et klap på skulderen eller et par velmente ord og så kunne man lidt igen,” fortæller en pårørende til et menneske med demens.

Efterfølgende blev prisen fejret ved en sammenkomst tirsdag den 24. september i dagcenteret på Sct. Thøgersgård i Vestervig. Lindy Ingemansen, Lars Svenningsen, Anna Marie Jensen samt Lars Kjeldtoft fra Dantaxi deltog i fejringen og gør i hverdagen en forskel for mennesker med demens.