Turistkørsel
|06.11.2018Hvor gammel skal bussen være? Skal der stilles krav om euronorm? Sikkerhedsseler? Skal der vinterdæk på bussen? Skal det være en rute- eller turistbus? Og hvornår har bussen sidst være til syn?
Der kan opstå mange spørgsmål, når man skal indkøbe buskørsel til en festival, en fodboldcup, til firmafesten, til medarbejderne eller andre større events, hvor transporten bare skal fungere som en nødvendig, men diskret og kvalitetsbevidst del af et større arrangement. Derfor har Danske Busvognmænds sektor for turistkørsel besluttet at udarbejde en kontraktvejledning til indkøbere af turistbuskørsel, som definerer busbranchens eget svar på, hvad en konkurrencedygtig og kvalitetsbevidst busvognmand bør levere ved ovenstående arrangementer.
Fokuserede krav i kontrakterne
”Vi har de seneste par år oplevet tilfælde, hvor busdriften desværre stjal overskrifter ved større arrangementer, der ellers burde handle om alt mulig andet end bussernes stand,” forklarer Michael Nielsen, adm. direktør i Danske Busvognmænd.
”Den omfattende mediestorm om busserne har muligvis skabt usikkerhed hos visse indkøbere af buskørsel. Vi mener derfor, det er nødvendigt, at branchen selv melder ud, hvad den forstår ved kvalitetsbevidst og sikker buskørsel. Det vil vi gøre i den omtalte vejledning, som vil blive tilgængelig for alle,” fastslår Michael Nielsen.
Kørselsopgaven er et samarbejde
Formand for Danske Busvognmænds sektor for turistkørsel, Jørn Pedersen fra Jørns Busrejser, ser frem til arbejdet med den kommende kontraktvejledning. Jørns Busrejser stod for kørslen ved Dana Cup tilbage i juli, hvor der ved politikontroller ikke blev konstateret nogen fejl på busserne. Jørn Pedersen påpeger, at det er en selvfølgelighed, at alle busser skal leve op til lovgivningens krav. Men han mener samtidig, det er afgørende, at kunden selv gør sig klart, hvad det er for et produkt man ønsker, når der indkøbes buskørsel.
”Det er vigtigt ved enhver kørselsopgave, at vognmand og kunde i samarbejde får gjort klart, hvad det er, der bliver efterspurgt, og så må vi som leverandør gøre alt, hvad vi kan, for at leve op til dette. Jeg er sikker på, at en kontraktvejledning udarbejdet af branchen kan hjælpe til med, at der er afstemt forventninger mellem kunden og vognmanden,” lyder vurderingen fra Jørn Pedersen.
Kontraktvejledning vil udover basal lovgivning, sikkerhed og kvalitet også give gode råd til, hvorledes man skaber en effektiv og problemfri indkøbsproces og afholdelse af selve kørslen. Vejledningen vil blive til i tæt dialog med sektoren for turistbuskørsel i Danske Busvognmænd henover de næste måneder.