20.04.2018

Lorentzen: “BRT-busser er lige så grønne som letbaner”

Høje driftsudgifter til letbaner kan potentielt føre til besparelser på busdriften – til skade for borgerne i de lokalsamfund, som ikke nyder godt af letbaner, skriver Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen (V), i Altinget Transport. Og så er BRT-busser lige så miljøvenlige som letbaner.


I kølvandet på de aktuelle diskussioner om, hvordan man bedst løser storbysproblemerne med kollektiv trafik, har Kristian Pihl Lorentzen skrevet et debatindlæg hos Altinget.dk. Hovedpointen er, at BRT-busser fremover skal tænkes ind som et attraktivt alternativ til letbaner.

“Høje driftsomkostninger ved letbaner kan potentielt blive en trussel for busdriften, der er en uhyre vigtig del af den kollektive transport i landets regioner. Der er kun en vis mængde penge til rådighed. Derfor kan høje driftsudgifter til letbaner potentielt føre til besparelser på busdriften – til skade for borgerne i de lokalsamfund, som ikke nyder godt af letbaner,” lyder det fra Venstres transportordfører.

Det miljømæssige perspektiv
Ligeledes pointerer Kristian Pihl Lorentzen, at BRT-busser kan være lige så miljøvenlige som letbaner: “Desuden er der myten om, at letbaner skulle være den mest grønne løsning. Sandheden er, at fremtidens grønne, højklassede busser uden dieselmotor – de såkaldte BRT-busser – er mindst lige så energieffektive og miljøvenlige som letbaner. Det leder mig til en klar konklusion: Vi bør – som storbyen Aalborg – satse på BRT-busser som en rigtig god og grøn højklasset kollektiv trafikløsning for fremtiden ved storbyerne. BRT-busser giver os langt mere trafikal effekt for pengene. Ikke mindst, når vi får ændret planlovgivningen, så BRT-busterminaler tæller på samme måde som letbanestationer, når der skal planlægges nye bydele og fastlægges byggeprocenter. BRT er nemlig højklasset kollektiv transport, som forhåbentlig får en helt central rolle ved løsningen af fremtidens trængsel i storbyerne.”

BRT-løsninger ligger fjernt fra politikernes bevidsthed
I Danske Busvognmænd glæder man sig over, at transportpolitikere på Christiansborg har fået øjnene op for BRT-løsningerne som en visionær del af den kollektive trafik, der ikke blot er forbeholdt S-tog, Metro og letbaner.

“Flere byer har egentlig forudsætningerne og visionerne for byudvikling til at tænke i BRT-systemer. Men vi ved fra erfaringer, at denne løsning indimellem ligger lidt fjernt i politikernes og beslutningstagernes bevidsthed,” påpeger sektorchef i Danske Busvognmænd, Lasse Repsholt. “Vi håber, at BRT-konceptet breder sig, og at BRT fremover vil være en væsentlig del af trafikselskabernes og kommunernes værktøjskasse, når der skal laves visionær kollektiv trafik.”