Taxikørsel

|07.06.2018

Pirattaxier slog til mod festivalsgæster

Skive Festival hårdt plaget af pirattaxier.


Mindst et tilfælde af røveri samt flere tilfælde af tyveri/eller svindel medførte, at flere festivalgæster under Skive Festival mistede titusindvis af kroner. Chaufføren eller chaufførerne fik på forskellige måder – fra tvang og dermed røveri over tyverier til svindel – franarret kunder deres betalingskort, som de derefter har hævet store beløb på, skriver Skive Folkeblad.

”Det har gentaget sig flere gange i løbet af festivalen, og derfor er der et mønster i det. I sig selv er det her jo en god advarsel mod at sætte sig ind i en pirattaxi. Brug i stedet en vogn fra et registreret taxifirma”, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Også problemer i Aarhus
I den seneste tid har Aarhus også været plaget af pirattaxier – senest i slutningen af april, hvor en 24-årig mand blev snydt, røvet og efterladt efter en tur i pirattaxi i Aarhus.

I dag begynder retssagen i Aarhus mod to mænd på 20 og 22 år, der er tiltalt for i flere tilfælde at have kørt rundt i pirattaxa i Aarhus’ natteliv og stjålet og røvet dankort og penge fra deres kunder.

Mændene har ifølge tiltalen fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi både hver især og sammen været med til flere pirattaxityverier mellem juni og september sidste år. Anklager i sagen, Tanja Fogt, betegner mændenes fremgangsmåde for grov og nøje planlagt.

”Det er min opfattelse, at gerningsmændene har planlagt pirattaxi-turene og målrettet er gået efter berusede personer i nattelivet, som de kunne udnytte og bestjæle. Netop planlægningen af turene er noget af det, der gør, at tiltalen blandt andet lyder på groft tyveri og ikke bare tyveri. Heldigvis har gode vidneudsagn, afhøringer, videoovervågning og de tiltaltes mobiloplysninger ført til, at politiet har kunnet få fat i gerningsmændene”, siger anklageren til Århus Stiftstidende.