Rutekørsel

|05.03.2019

Handicapbevidstgørende uddannelse: Skal man medbringe selvstændigt bevis?

Rigspolitiet/Nationalt Færdselscenter har meddelt Dansk PersonTransport, at mange chauffører er i tvivl om, hvilke dokumenter de skal medbringe for at bevise, at de har taget den lovpligtige handicapbevidstgørende uddannelse. Derfor bringer foreningen en opsummering af de gældende regler på området.


Ifølge EU-lovgivning har det siden 1. marts 2018 været et lovkrav, at alle chauffører, der udfører rutekørsel, skal have gennemført en handicapbevidstgørende uddannelse. Rigspolitiet/Nationalt Færdselscenter har dog meddelt foreningen, at der hersker tvivl iblandt chaufførerne om, hvorledes man skal medbringe et selvstændigt bevis for at have taget den lovpligtige uddannelse.

Derfor bringer Dansk PersonTransport en påmindelse om de gældende regler på området.

  • Alle førere af busser, som er registreret i EØS, der kører rutekørsel (nationalt – internationalt), skal have gennemført en handicapbevidstgørende uddannelse (Bekendtgørelse om kvalifikationskrav til visse førere af køretøjer i vejtransport: § 26, stk. 1).

Kravet kan opfyldes på tre måder:

  • Førere der har gennemført en grundlæggende uddannelse, der er påbegyndt efter 1. marts 2013 opfylder kravet. Dette kræver ikke medbringelse af et selvstændigt bevis.
  • Førere der har gennemført kurset ”Befordring af bevægelseshæmmede (45266)” eller “Befordring af handicappede i ordinær rutetrafik (40883)” opfylder kravet. I dette tilfælde skal føreren kunne fremvise et selvstændigt bevis for kurset. Bemærk at “Befordring af handicappede i ordinær rutetrafik” indtil 31. december 2016 havde kode 46683.
  • Førere der har gennemført alle tre følgende kurser opfylder ligeledes kravet: ”Introduktion til offentlig servicetrafik (47874)”, ”Befordring af sygdoms- og alderssvækkede passagerer (48104)” og ”Befordring af fysisk handicappede passagerer (48105)”. Føreren skal i såfald kunne fremvise et selvstændigt bevis for alle tre førnævnte kurser.

Med andre ord skal alle, der ikke har et grundlæggende uddannelsesbevis, der er udstedt 1. gang efter 1. marts 2013 medbringe selvstændig dokumentation for at have gennemført uddannelsen (Bekendtgørelse om kvalifikationskrav til visse førere af køretøjer i vejtransport, § 30, stk. 4).

Dokumentationen for gennemført uddannelse kan medbringes både i fysisk form (f.eks. et papirdokument) og i digital form (F.eks. computer, smartphone eller tablet). Bemærk at dokumentationen skal være læsbar for eventuel kontrollerende myndighed, så denne på stedet kan konstatere, at chaufføren overholder kravet til uddannelse .