Rutekørsel

|10.10.2019

Nyt Bynet skydes i gang 13. oktober

Den 13. oktober skydes Nyt Bynet i gang, hvilket betyder ændringer på 33 buslinjer, mens der samtidig indføres fri ind- og udstigning i alle de storkøbenhavnske A-busser. Omkring 120 busser omfattes af ændringerne.


Søndag den 13. oktober starter Nyt Bynet, hvilket medfører ændringer på 33 buslinjer, så tog, bus og metro bedre kan supplere hinanden.

Samtidig indføres der fri ind- og udstigning i alle de storkøbenhavnske A-busser med henblik på at minimere rejsetiden og gøre det nemmere og hurtigere for pendlerne at skifte videre fra bus til tog eller metro.

I alt 120 busser påvirkes
Ændringerne påvirker i alt 120 busser og over 1000 chauffører, der nu kan se frem til at lære nye ruter at kende. For pendlerne bliver Nyt Bynet også en omvæltning af deres rejsevaner, og derfor sætter Movia medarbejdere og chauffører på gaden for at hjælpe pendlerne med at finde den hurtigste nye rejsevej.

“Nye rejseveje betyder nye vaner, så vi vil være på gaden fra 13. oktober og 3 uger frem for at hjælpe kunderne godt på vej. Nogle gange vil man f.eks. kunne se i Rejseplanen, at det er hurtigst at starte med at rejse modsat af den retning, man egentlig skal i, fordi man så kan komme på et hurtigt tog eller metrolinje. Det bryder umiddelbart med vores rejsevaner og logik, og derfor er Movias medarbejdere og chauffører på gaden for at hjælpe kunderne til at finde den hurtigste nye rejsevej,” lyder det fra Movias plandirektør Per Gellert.

Nyt Bynet i tal

  • 33 buslinjer ændres.
  • 5C, 1A, 2A, 4A, 6A, 7A og 9A har fri ind- og udstigning, når Nyt Bynet starter.
  • Omkring 120 busser skal udstyres med rejsekortudstyr ved alle døre.
  • 1.120 chauffører skal lære nye ruter.
  • 3.200 stoppesteder skal ændres.
  • Medarbejdere fra Movia og en række buschauffører vil være på gaden og hjælpe kunderne på vej i perioden søndag 13. oktober og i ugerne 42 – 44 på over 30 udvalgte stoppesteder og stationer, hvor der skiftes mellem bus og metro eller s-tog.  Movia er på gaden i morgen- og eftermiddagsmyldretiden i tidsrummet 6.30 – 9.30 og igen 14.30 – 17.30, mandage, tirsdage og onsdage i uge 42 og 43, tirsdage og onsdage i uge 44, samt selvfølgelig selve åbningsdagen d. 13. oktober kl. 10.00 – 13.00.
  • I Movia er der desuden flere mennesker på arbejde til at besvare telefoniske henvendelser fra kunderne på vores telefoner. På åbningsdatoen har Movia syv ekstra medarbejdere på arbejde henover dagen. I de efterfølgende to uger (uge 42 og 43) har Movia fire ekstra medarbejdere på arbejde hver dag.

Læs Movias pressemeddelelse her.