14.12.2018

Dantaxi sender chauffører på skolebænken

Det største samlede uddannelsesprojekt nogensinde for danske taxichauffører er på vej.


For at kunne betjene kunderne i Dantaxi 4×48 vil et gennemført uddannelsesforløb på et tidspunkt i 2019 blive et krav for både nye og eksisterende førere. Dantaxis kommunikationschef, Rasmus Krochin, fortæller at en tungtvejende årsag bag uddannelsesinitiativet udspringer af en række dårlige sager, samt det faktum at taxibranchen i for høj grad har været tilbøjelige til at se tingene indefra i stedet for at sætte sig i kundens sted. Og netop at sætte sig i kundernes sted er et helt centralt element i det nye interne uddannelsesforløb hos Dantaxi 4×48, hvor chaufførerne skal skoles i basale ting, som hvordan man møder kunden i hverdagen, hvordan der skal se ud i taxien, hvordan man bestemmer ruten fra start til slut, tager imod betaling og flere andre ting.  Rasmus Krochin forklarer desuden, at beslutningen om at sende chaufførerne på efteruddannelse også udspringer af den nye taxilov, hvor ansvaret for kundens oplevelse i højere grad lægges over på selve virksomheden og ikke de mange forskellige vognmænd, som kører for selskaberne.

Derfor synes vi også, at det er et godt tidspunkt at skabe en ensartet service. Vi vil gerne have, at alle kunder i landet får den samme gode oplevelse, når de sætter sig ind i en af vorestaxier” siger Rasmus Krochin.

Digitalt læringsforløb
For vognmanden kan det dog være svært at skulle undvære medarbejdere i perioder og på bestemte tidspunkter, hvor det ikke passer ind i tilrettelæggelse af vagterne. Derfor gennemfører Dantaxi 4×48 uddannelsen for eksisterende førere med vægten lagt på E-learning: ”Metoderne til digital undervisning er i dag forfinet i en sådan grad, at de fleste eksperter indenfor voksenundervisning er enige om, at et godt udviklet e-learnings-forløb giver mindst lige så gode resultater som den gode gammeldags klasseundervisning”, påpeger Rasmus Krochin. Med den seneste trepartsaftale er det blevet mere attraktivt at gennemføre digitale læringsforløb. Der er således lagt op til, at der igangsættes et forsøg med VEU-godtgørelse ved 100 pct. fjernundervisning, og undervisningen afsluttes med en prøve. Da uddannelsen i mange tilfælde kan gennemføres digitalt, kan føreren benytte ventetiden mellem turene til at gennemføre de forskellige moduler. Føreren vil, i langt de fleste tilfælde, kunne tilpasse kursusmodellerne i den eksisterende arbejdsdags rutiner.

Formatet bliver en blanding af læringsfilm, podcast, billeder, refleksion og tests. Allerede i starten af det nye år er det planen, at de første Dantaxi 4×48 chauffører har gennemført kurset og herefter modtager deres service-certifikat. Førerne bliver udstyret med en læringsapp, hvor der løbende bliver åbnet op for de enkelte moduler. Læringen kan dog også tilgås via computer og diverse mobile enheder for dem som ikke har en smart phone. Der bliver tilkoblet en ekstern underviser på projektet som overvåger hele processen.