– Adskillige venner, bekendte og chauffører sender mig billeder af busserne, og nogle sviner mig i princippet til for at køre med underbetalt udenlandsk arbejdskraft, og jeg skal gi’ dig. Men jeg kan bare ikke gøre en dyt ved det, siger René Knudsen, der er ejer af De Grønne Busser.
Tilbage i 2021 solgte René to af hans gamle turistbusser på netauktion hos Klaravik. Efter auktionen blev busserne hentet, René fik sine penge, og alle var glade. Køberen var Ollex. Et kendt litauisk busselskab. Omkring et halvt år sker der noget, ingen kunne have forudset. Nogen skriver til René, at de har set en grøn bus i Oslo med litauiske nummerplader.
René var naturligvis skeptisk, og tænkte, at selv hvis de ikke havde malet bussen i en ny farve, måtte de da have fjernet navnet. Men han tog fejl.
Siden er busserne utallige gange blevet set i både Sverige, Norge og Danmark, og meget tyder på, at det litauiske selskab Ollex, der nu ejer busserne, ikke fjerner det danske navn. René har gentagne gange henvendt sig til Ollex uden held. Han mistænker dem for at beholde navnet på busserne for nemmere at kunne udføre ulovlig cabotagekørsel. Nu opfordrer han sine kollegaer til selv at pille navnene af deres busser, inden de sælges.
Desværre har René fået mange mails og beskeder, hvor forargede chauffører skriver, at han bruger udenlandsk arbejdskraft og udfører cabotagekørsel. De spørger, om han har åbnet virksomhed i Litauen, hvilket i sidste ende går udover hans omdømme. René har sågar fået flere parkeringsbøder og en faktura fra Falck Norge, som han blev bedt om at betale. Opkrævninger, som han beder dem pænt om at sende videre til Ollex.
Dansk PersonTransport kan kun understrege vigtigheden i at følge Renes råd om at ‘neutralisere’ bussen før salg og afvise evt. afgifter, regninger og bøder, der er blevet givet til busser, der beviseligt er solgt.
– Sagen viser desværre alt for tydeligt, at nogle udenlandske virksomheder ser ud til at ville gå rigtig langt for at omgå de regler for cabotagekørsel, som vi har i Danmark. Det gør stort indtryk, og det burde det også gøre hos myndighederne, som fører kontrol med de udenlandske busser, siger Jens Hvid Bang, sektorchef for turistsektoren i DPT.
Læs hele Renés historie i den seneste udgave af vores medlemsmagasin Mobilitet her.