Taxikørsel

|07.06.2018

DTR i debat på folkemødet

Dansk Taxi Råd skal debattere ny taxilov med Transportministeren, HORESTA og Uber.


Ny taxilov – galt eller genialt? Det er den overskrift, der sætter rammerne for debatten på dette års folkemøde, hvor HORESTA indbyder til debat omkring, hvordan den nye taxilov efterlader gæsterne – og om hullet efter Uber kan fyldes ud?

Selve eventbeskrivelsen lyder som følgende:

Fremkommelighed og fleksible transportmuligheder er afgørende for, at turister kan bevæge sig rundt i hele landet. Uber efterlod en stor efterspørgsel på taxier i hovedstaden, men er den nye taxilov løsningen på taximanglen? Og sker det på bekostning af land- og yderområderne”?

Dansk Taxi Råds direktør Trine Wollenberg ser frem til debatten: ”Vi tager selvfølgelig HORETA’s bekymringspunkter seriøst, så jeg glæder mig til at debattere forskellige konstruktive løsningsforslag på de udfordringer, som HORESTAS medlemmer oplever omkring taxibetjening. Derudover synes jeg aldrig, at man skal være for fin til at diskutere med selskaber, som man er dybt uenige med – heller ikke hvis selskabet hedder Uber”.

Debatten finder sted fredag d. 15. juni klokken 10:30 – 11:15 E9 – Turismeministeriet E – Kampeløkke Havn.