03.05.2023

Fokus på demens og persontransport i uge 19

Demensugen 2023 vil med temaet "Trygt fra A-B" sætte fokus på mennesker med demens, og deres velbefindende på rejse. Et af hovedpunkterne vil være at udbrede kendskabet til Håndsrækningen - det nationale symbol for demens.


I næste uge kan du støde på demenssymbolet Håndsrækningen, når Demensugen 2023 vil sætte fokus på at give demente en tryg tilstedeværelse i rejsesammenhænge.

Transport kan for mange der lever med demens, være en uoverskuelig opgave, og den manglende tryghed i transportsammenhænge kan føre til begrænset mobilitet og isolation. Med større synlighed om udfordringerne ved demens kan flere få mulighed for at hjælpe den rejsende.

Dansk PersonTransport støtter op om kampen for at tryg mobilitet skal være tilgængelig for alle, og vi vil i den kommende uge bringe mere herom.