Sigbjørn Gjelsvik mødtes med vores kommunikations- og sektorchef, Jens Hvis Bang, for at diskutere arbejdet med cabotagereglerne både nationalt og på EU-plan. Der var enighed om behovet for at sikre fair og lige konkurrencevilkår for danske og norske vognmænd, hvor effektiv håndhævelse af reglerne er afgørende.
Siden 1. januar har Norge indført regler, der tillader udenlandske busvirksomheder at udføre cabotagekørsel i landet i op til 20 sammenhængende dage og maksimalt 30 dage i alt pr. kalenderår. Disse regler er inspireret af de danske, som blev indført tilbage i 2019. Mødet gav derfor anledning til en konstruktiv dialog om den aktuelle situation og fremtidige perspektiver inden for cabotagekørsel og fair konkurrence.
Der var særlig opmærksomhed på status for den danske sag ved EU-Domstolen, hvor Europa-Kommissionen har stævnet Danmark med påstand om, at den danske 7-dages-regel, som giver udenlandske busser adgang til at udføre cabotagekørsel i op til 7 sammenhængende dage per kalendermåned, er i strid med EU-reglerne og derfor skal fjernes. Sagen skal behandles ved EU-Domstolen inden jul, og der forventes dermed at falde dom i første halvår af 2025.