Offentlig kørsel

|04.09.2019

Fynbus erstatter Teletaxi og Telependler med Plustur og Flextur

Pr. 1. januar 2020 erstattes Fynbus' nuværende tilbud om Teletaxi og Telependler af Plustur og Flextur.


Bestyrelsen i Fynbus besluttede på et møde den 22. august at erstatte de nuværende tilbud om Teletaxi og Telependler med Plustur og Flextur pr. 1. januar 2020. Formålet med ændringerne er at sikre borgerne en højere grad af mobilitet samt at give kommunerne bedre mulighed for at styre udgifterne hertil.

Plustur er kollektiv transport, hvor kunden fra hjemadressen kan køres til/fra et knudepunkt (udvalgte stoppesteder) med åben flextrafik. Plustur kan kun bestilles via Rejseplanen og bestilles geovisiteret. Ved geovisitering forstås, at Rejseplanen, med udgangspunkt i fastsatte servicemål for rejsetid og afstand, tilbyder kunden en Plustur til nærmeste relevante knudepunkt, hvis kundens rejsetid bliver for lang uden Plusturen.

Plustur har fast pris på 25 kr., børn rejser til halv pris. Med et Pendlerkort og Ungdomskort betaler kunden ikke ekstra for en Plustur. DSB/Arriva-togbillet er gyldig i omstigningszonen, som det gælder for andre billetter i Takst Vest-samarbejdet.

Flextur er et kollektivt mobilitetstilbud, hvor kunden kan køre fra adresse til adresse med åben flextrafik. Flextur kan bestilles som ikke-geovisiteret kørsel via telefon og app, dvs. at det ikke undersøges, om kunden kunne have valgt en bus, og som geovisiteret via Rejseplanen, dvs. Rejseplanen undersøger, om der er et bustilbud, der er tilstrækkeligt godt til, at kunden ikke skal tilbydes Flextur. Flextur har tre prismodeller, som kommunen kan vælge imellem – alle beregnes som kilometerpris – medrejsende rejser til halv pris, og der gives selvbetjeningsrabat på ture under 6-8 km afhængigt af prismodel.

Læs mere om beslutningen her.