Dansk PersonTransport, Dansk Erhverv, ITD, DTL, DI Transport, ATL samt Danske Speditørers har udarbejdet et samlet høringssvar til Færdselsstyrelsens høring om at indføre et gebyr for udstedelse af tilladelser til gods- og buskørsel.
Gebyret vil i 2023 være på 1.500 kr. pr. udstedt fællesskabstilladelse samt pr. bekræftet kopi heraf.
Forslaget møder stor forundring fra branchen, særligt fordi det i regeringsgrundlaget fra den 14. december 2022 fremgår, at regeringen har et skattestop for både borgere og virksomheder.
Indførslen af gebyrer vil presse branchen, og det vil være med til at få prisen på transport til at stige. Ifølge Færdselsstyrelsen vil initiativet komme til at koste danske transportvirksomheder 9,9 millioner, blot i 2023.
Forslaget om at indføre et gebyr for tilladelser var sidste år en del af den socialdemokratiske regerings finanslovsforslag. På grund af Folketingsvalget faldt forslaget, og det er en stor overraskelse, at forslaget nu dukker op hos den nye SVM-regering.
Tilbage i januar sendte den samlede transportbranche en fælles henvendelse til Venstres nye transportminister, Thomas Danielsen, om at droppe S-regeringens forslag. En henvendelse, som branchen stadig afventer svar på
Læs hele indlægget her.