midttrafik

|22.10.2020

God idé: Midttrafik påtænker at indsætte turistbusser i myldretiden

Som altid vil trængslen øges i myldretiden, nu hvor vejret bliver koldere. Samtidigt er det nødvendigt at medtage færre passagerer på grund af smittefare. Midttrafik overvejer derfor at indsætte turistbusser på de mest belastede afgange.


Midttrafik vil udvise rettidig omhu for at skabe tryghed og pålidelighed og arbejder på at mindske presset i busser og letbane i myldretiden. Derfor er Midttrafik parallelt med andre initiativer i dialog med turistbusvognmænd om at sætte turistbusser ind på de mest belastede tidspunkter. Midttrafik selv har alle rutebusser i brug og kan derfor ikke indsætte flere busser med den vognpark, der er til rådighed til den almindelige drift af kollektiv trafik i Region Midtjylland.

En god idé
Dansk PersonTransport støtter fuldt op om ideen at inddrage turistbusser i driften af den rutebaserede, kollektive trafik og opfordrer trafikselskaber landet over til at forfølge samme løsning. Det vil øge tryghedsfornemmelsen for både de rejsende og ansatte, samtidigt med at det vil hjælpe turistbusbranche, der i disse corona-tider har massivt overskud af kapacitet, idet de har en omsætningsnedgang på mellem 80 og 100 % og dermed praktisk talt står stille.

Passagerpulsen har også netop offentliggjort en undersøgelse om passagerernes oplevelse af den kollektive trafik under coronakrisen. Denne undersøgelse viser blandt andet, at 54 % af kunderne føler sig trygge i kollektiv trafik. Utrygheden er størst blandt kunder i risikogruppen, og en af de vigtigste årsager til utryghed er oplevelsen af pladsmangel.

Kilde: https://www.midttrafik.dk/nyheder/2020/10/hjaelp-os-med-at-fa-plads-til-alle/