Bella Center har i denne weekend dannet rammerne om Danmarks største elbilmesse, eCarExpo. Fredag den 25. oktober deltog vores vicedirektør, Trine Wollenberg i en debat om fremtidens taxibranche, hvor der både blev sat fokus på omstillingen til elektriske taxier og fremtiden for selvkørende taxier. I paneldebatten medvirkede også Kenneth Herschel (CEO Viggo), Kim Gaba Jensen (Regional Leader, North Europe, Tesla) og Andreas Egense (afdelingsleder Transportanalyse, Vejdirektoratet).
Debatten blev indledt med et oplæg fra Kenneth Herschel, CEO for Viggo, om Viggos strategi med at være et rent elektrificeret taxiselskab. Herefter drøftede panelet, hvordan taxibranchen samlet kan nå målet om at være 100 procent elektrificeret i 2030. Trine fremhævede, at taxibranchen allerede er godt på vej, og at omstillingen sker hurtigt. Derudover har branchen allerede en lang række gode erfaringer med elektrificering, som kan sikre, at målet om grøn omstilling nås.
Debatten satte yderligere fokus på fremtidsudsigterne for selvkørende taxier. Trine fremhævede her, at selvkørende taxier ofte nævnes, når der tales om storbyer, da det er disse erfaringer, vi blandt andet kender fra USA. Hun påpegede dog, at det også er interessant at overveje, hvilken betydning selvkørende taxier kan have i landdistrikterne, hvor det kan være sværere at få den kollektive transport til at hænge sammen. Selvkørende taxier kan medføre, at det bliver billigere at sikre den kollektive transport i landdistrikterne, og at det er et område i stor udvikling, som det bliver spændende at følge.