regler

|25.05.2018

Indblik i de nye regler om syn og vejsidesyn

Den 20. maj 2018 trådte nye EU-regler for periodisk syn og vejsidesyn i kraft. De ændrede regler skal sikre, at køretøjssyn i hele Europa sker ud fra de samme minimumskrav. Det er bl.a. et nyt krav, at den seneste synsrapport findes i køretøjet.


Formålet med denne EU harmonisering er, at minimumskravene skal bidrage til større ensartethed for periodisk syn, samt for de tungvognskontroller og syn der fremover vil blive fortaget langs vejen.

Syn:
Omkring det periodiske syn vil der på nogle områder være en skærpet vurdering af fejl og mangler på køretøjet. I praksis vil dette betyde at flere typer af fejl vurderes som væsentlige og vil kræve et obligatorisk omsyn. Særligt omkring ikke-funktionsdygtige lygter vil der kunne mærkes stramninger. Sørg derfor blandt andet for at alt lys på køretøjet virker og er korrekt indstillet, inden fremstilling til syn.

Læs mere om de nye regler for syn og se eksempler på omsynsfejl her.

For at kunne imødekomme de nye synsregler, skal alle synhaller over en periode til 2023 opgraderes, blandt andet med en OBD-tester til udlæsning af eventuelle fejlkoder, samt rysteplader i gulvet for at kontrollere de bevægelige dele omkring hjul og aksler for slid.

Vejsidesyn:
Vejsidesyn skal fungere som et supplement til det periodiske syn. Færdselsstyrelsen skal ifølge de nye regler kontrollere hvad der svarer til 5% af den samlede danske vognbestand over 3.500 kg. pr. år. Et vejsidesyn vil som udgangspunkt foregå i sammenhæng med politiets tungvognskontrol. Politiet udpeger køretøjer til kontrol og foretager sammen med Færdselsstyrelsen en indledende screening af køretøjet. Hvis den indledende screening giver anledning til en mere detaljeret teknisk gennemgang, vil Færdselsstyrelsen bede køretøjet følge med til et testcenter i nærområdet. Et sådant testcenter vil have bremseprøvestand, grav og andre indretninger der kan medvirke til en mere grundig kontrol af køretøjet.

Alle EU lande vil operere med de samme fejlkoder for angivelse af de fejl der er konstateret på køretøjet. Derfor vil en synsrapport og vejsidesynsrapport kunne læses af kontrolmyndighederne, uanset hvilket sprog rapporten/erne er udstedt på.

Den seneste synsrapport og vejsidesynsrapport, hvis en sådan foreligger, skal medbringes ombord på køretøjet. I Danmark accepteres elektronisk bevis for syn. Du kan for eksempel hente den seneste synsrapport her. De enkelte EU-medlemslande kan kræve at få forevist den fysiske synsrapport. Vi er i øjeblikket ved at undersøge hvorledes vores nabolande vælger at implementere bestemmelsen og hvorvidt, og i givet fald hvordan, de accepterer elektronisk dokumentation. Indtil videre anbefaler vi at medbringe synsrapporten i papirform i det omfang det er muligt.

Færdselsstyrelsen oplyser endvidere, at man har igangsat en proces hvor de over den kommende tid gradvist vil opgradere kontrolstyrken, for at kunne leve op til de nye kontrolkrav.