13.08.2024

Intet krav om grønne kørselsblade i Norge

Dansk PersonTransport kan nu bekræfte, at det ikke er nødvendigt for danske turistbusser at medbringe grønne kørselsblade ved international buskørsel til og fra Norge. Denne afklaring kommer på baggrund af en bekræftelse fra de norske myndigheder, som svar på en henvendelse fra os tidligere på sommeren.


Flere danske busvognmænd har i løbet af sommeren oplevet at blive stoppet i kontrol i Norge, hvor de blev bedt om at fremvise det grønne kørselsblad.

Det har skabt forvirring, da der er en gældende nordisk aftale fra september 2003, som undtager danske busvognmænd fra kravet om at medbringe kørselsblade under international kørsel i Norge.

Derfor har vi rettet henvendelse til de norske myndigheder, som nu har bekræftet, at denne aftale stadig er gyldig, og myndighederne har derfor indskærpet overfor deres kontrolpersonale, at danske busser ikke skal have det grønne kørselsblad med, når de kører internationalt i Norge.

Det betyder, at danske busser kan fortsætte deres ture til Norge uden bekymring for at skulle fremvise kørselsblade.

Læs hele svaret fra de norske myndigheder her.