I Danmark hører ukrainske kørekort under gruppe 1, hvilket betyder at et ukrainsk kørekort til kategori B som udgangspunkt kan ombyttes til et dansk kørekort uden krav om en kontrollerende køreprøve. For at få udstedt et dansk kørekort er det et krav at ansøgeren har sædvanlig bopæl i Danmark, hvilket vurderes af kommunen i forbindelse med indlevering af ansøgningen.
Betinget af en kontrollerende køreprøve kan et ukrainsk kørekort til mere end én kategori også ombyttes og dermed give mulighed for at køre f.eks. bus, lastbil eller motorcykel i Danmark
Læs mere om vejledning om kørsel i Danmark for indehavere af ukrainske kørekort her!
Erhvervsmæssig kørsel
For at blive godkendt til at køre erhvervsmæssig kørsel i Danmark, skal man udover kørekortet til de enkelte kategorier bestå kvalifikationsuddannelsen for chauffører i henhold til det transportmiddel man ønsker at blive godkendt til. Ved kvalifikationen til erhvervsmæssig kørsel i lastbil eller bus kræves det bl.a. at man kan bestå køreprøven uden anvendelse af tolk under prøven, samt at ansøgeren opfylder en række helbredsmæssige krav.
Læs mere om kvalifikationsuddannelser til erhvervsmæssig kørsel i lastbil eller bus her!
Taxiloven kræver bl.a. at ansøgeren kan dokumentere at de taler dansk på det niveau der svarer til Dansk Prøve 2 , samt at ansøgeren opfylder en række helbredsmæssige og sociale krav.
Læs mere om kvalifikationsuddannelse for taxichauffører her!