04.10.2023

Konference: Stærke visioner for den kollektive transport

Dansk PersonTransport har været til konference om kollektiv transport med Regeringens ekspertudvalg for kollektiv mobilitet. Her bringer vi de vigtigste udslagspunkter fra konferencen:


Konferencen om kollektiv transport, den 2. oktober, vidnede om, at der kan være mange perspektiver og veje at gå for den kollektive trafik i fremtiden. Der var stor interesse for arbejdet i ekspertudvalget for kollektiv trafik, der – som formand Helga Theil Thomsen berettede – har en svær opgave foran sig. En svær opgave, hvor ”et sammenhængende Danmark” er regeringens hovedprioritet.

Helga Theil Thomsen, som er formand for ekspertudvalget, berettede ydermere om, at der fremover vil blive tænkt i nye løsningsmodeller, hvad angår alternativer til de store busser. I denne henseende fremlagde hun Movias forsøg med fleksibel offentlig transport i Faxe Kommune. Forsøgets formål er at finde alternative løsninger til de store busser i landdistrikterne.

Idéen med fleksibel offentlig transport er, at busserne kun kører når og hvor de er bestilt. At bestillingstiden kan være helt ned til 10-15 minutter afhængig af, hvor den nærmeste bus befinder sig. At busserne kan betjene et helt område, og vil således ikke være fastlåst i faste ruter. At busserne vil ikke være større end nødvendigt. Og at det vil være muligt at oprette stoppesteder udenfor det nuværende rutenet.

Bustrafik, flextrafik og taxi kommer således til at spille den primære rolle i fremtidens kollektive mobilitet. Det blev der til konferencen sat to streger under, idet de inviterede organisationer gav deres besyv med på, hvordan fremtidens mobilitet skal se ud. I Dansk PersonTransport gav vi naturligvis også vores mening til kende. Både om konferencen som koncept og om vores visioner for hele landets persontransport:

”Konferencen indeholdte stærke visioner for den kollektive trafik som et hele. Vi ser blandt andet for os, at bustrafikken med fordel kan styrkes og prioriteres flere steder i landet, samtidig med at især taxiområdet kan bidrage med mere fleksible løsninger på tidspunkter, hvor bustrafikken ikke altid er tilgængelig,” fortæller Lasse Repsholt, rutesektorchef i Dansk PersonTransport.

Ekspertudvalgets anbefalinger forventes at lande ved udgangen af 2024.