flextrafik

|14.08.2020

Krav og anbefalinger om brug af mundbind

Myndighederne er den seneste uge kommet med både krav og anbefalinger om brug af mundbind i persontransporten. Det kan være svært at navigere i, hvilke regler der gælder hvor, og derfor opfordres DPT’s medlemmer til løbende at orientere sig via medlemsnyt, meddelelser fra trafikselskaberne m.v.


I tirsdags valgte regeringen at udvide området, hvor mundbind påkræves i den kollektive trafik til Aarhus, Silkeborg, Favrskov, Odder, Skanderborg og Horsens Kommune. Kravet om mundbind omfatter de rejsende og som udgangspunkt ikke chaufføren. Kravet gælder ved følgende transportformer:

1) Alle lokale busser i Aarhus, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Odder eller Horsens kommune.

2) Alle regionale busser, herunder X-busser, og fjernbusser, der har stop i Aarhus, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Odder eller Horsens kommune, i de pågældende busruters fulde længde, dvs. også uden for de nævnte kommuner.

3) Al flextrafik, herunder flextur, individuel handicapkørsel og diverse andre befordringsordninger, inden for Aarhus, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Odder eller Horsens kommune og ind og ud af de nævnte kommuner.

4) Alle letbaneruter på Aarhus Letbane i ruternes fulde længde, dvs. også uden for Aarhus Kommune.

5) Turistbuskørsel i Aarhus, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Odder eller Horsens kommune.

6) Skolebusser, der kører inden for Aarhus, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Odder eller Horsens kommune, og skolebusser, der krydser kommunegrænsen til de nævnte kommuner, i rejsens fulde længde.

7) Alle færger, der sejler til og fra Aarhus eller Odder kommune.

8) Alle togrejser i Aarhus, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Odder eller Horsens kommune. Ved togrejser, der påbegyndes i andre kommuner, gælder kravet om mundbind fra første station på strækningen i en af de nævnte kommuner. Ved gennemgående rejser gælder kravet fra første station på strækningen i en af de nævnte kommuner til sidste station på strækningen i en af de nævnte kommuner.

Udvidelse af kravet og anbefalinger

Midttrafik har i forhold til flextrafikken valgt at udvide kravet om mundbind til at omfatte chaufførerne og til at gælde for alle kommuner i region Midtjylland. Man skal være opmærksom på, at visse kommuner også har valgt at udvide kravet til chaufførerne ved visiterede befordringsordninger, f.eks. skolekørsel.

Ud over krav om mundbind er der også kommet en række anbefalinger om brug af mundbind for resten af landet. Disse anbefalinger gælder bl.a. kollektiv transport og flextrafik samt skolebuskørsel og andre kommunale kørselsordninger. Hvis man er i tvivl om, hvad der gælder for den konkrete kørselsform, er man velkommen til at kontakte DPT, ligesom vi også skal opfordre til, at man tager en dialog med den kommune eller det trafikselskab, man har kontrakt med.