Offentlig kørsel

|22.02.2019

Kreds 1: Generalforsamling med besøg af transportordfører Rasmus Prehn (S)

Da kreds 1 bød medlemmerne til generalforsamling, foregik arrangementet i nye rammer. Generalforsamlingen blev afholdt i Applus Bilsyns lokaler i Nørresundby, hvor der også var fint besøg fra transportordfører Rasmus Prehn (S), der glædeligt stillede op til spørgsmål.


Som noget nyt blev kredsgeneralforsamlingen for kreds 1 afholdt hos Applus Bilsyn, som bød de fremmødte medlemmer velkommen i deres lokaler klokken 16:30. Efter en orientering fra både Applus Bilsyn og Dansk PersonTransports sekretariat startede generalforsamlingen, der blev indledt med en beretning fra kredsformand Lars Brøchner, der startede med at knytte en kommentar til taximedlemmernes ankomst til den nye forening Dansk PersonTransport.

”Velkommen til de nye taximedlemmer. Foreningen vokser og antallet af køretøjer i foreningen er steget markant med taximedlemmernes indlemmelse. Det sker i en tid, hvor der er flere og flere opkøb og færre og færre virksomheder. Vi ser en tendens til, at mange familieejede virksomheder bliver opkøbt, når der skal ske generationsskifte, fordi der ikke er nogen til at tage over,” lød det fra Lars, som også greb lejligheden til at fortælle om kredsens afholdte og kommende studieture:

”Studieturen til Hannover var vellykket i efteråret. I år går turen til Busworld i Bruxelles. Derudover arrangerer kreds 3 en selvbetalt tur til Kina for at se på elbusser, hvor også medlemmerne af kreds 1 er velkomne.”

Lars beretning blev efterfulgt af en beretning fra alle af foreningens fire respektive sektorer, og da beretningerne var overstået, blev der lagt an til valg.

Første taxavognmand i kredsbestyrelsen
Første valg angik kredsformandsposten. Her genopstillede Lars Brøchner, og da der ingen modkandidater var, blev Lars automatisk genvalgt.

Sargon Stenbakken, Solsidens Turistfart og Allan Mørup, Mørups Turistfart, genopstillede begge til deres poster som kredsbestyrelsesmedlemmer. Allan Mørup trak dog sit kandidatur tilbage og overdrog pladsen til Richard Motzfeldt, Aarhus Taxa, som derfor indtræder i kredsbestyrelsen som den første taxavognmand sammen med Sargon.

Arriva i sektordvalg for rutekørsel efter valgkamp
Også i sektorudvalgene var der udskiftning. I turistsektoren valgte Jørn Pedersen, Jørns Busrejser, at opgive sit sæde efter mange år som kredsens repræsentant. Kredsformanden takkede Jørn for de mange år og ønskede ham en god pension. Ole Jepsen, Engesvang Turistfart I/S, tager hans sæde.

I sektorudvalget for rutesektoren var Henning Jensens, A/S Jens Jensen, sæde på valg, da han valgte ikke at genopstille. De to kandidater var henholdsvis Torben Hansen, Arriva og Ronny Gasbjerg, Herning Turistfart. Afstemningen endte i Torben Hansens favør, hvilket betyder, at han overtager sædet i sektorudvalget for rutesektoren.

I sektorudvalget for sektor for offentlig kørsel genopstillede Allan Mørup, Mørups Turistfart og i kraft af, at der ingen modkandidat var, blev sædet tildelt til Allan.

Første valghandling for taxisektoren er i 2021.

Rasmus Prehn stillede op til debat
Efter en vellykket valghandling indtog Rasmus Prehn, transportordfører for Socialdemokratiet, scenen. Rasmus lagde ud med at fortælle om sine ønskede prioriteringer:

”Som jeg ser det, er der behov for at foretage nogle omprioriteringer på transportområdet. Først skal infrastrukturen forbedres. Vi har brug for bedre veje, og vi holder for meget i kø. Samtidig er det svært at rekruttere ansatte, hvis de skal pendle for lang tid ad gangen. Derudover skal udenlandske busser kontrolleres bedre. Det skal være lovpligtigt at følge danske løn- og arbejdsvilkår, når man kører bus i Danmark. Hvad angår Taxiloven, har den fungeret et stykke tid nu, men jeg vil gerne klædes bedre på, i forhold til hvad der kan forbedres. Det håber jeg på, at I kan hjælpe mig med i aften.”

Transportordføreren stillede også glædeligt op til spørgsmål fra de fremmødte medlemmer, der ganske belejligt greb muligheden. Flere medlemmer kom til orde, og spørgsmålene omhandlede alt fra indførelsen af road pricing, der måske også kunne benyttes til at afhjælpe problemerne med udenlandske busser gennem registrering, til udmåling af bødestraffe til chauffører ved tekniske fejl på busserne, der ikke er til at mærke for føreren samt etablering af et BAG lignende tungvognskontrol i Danmark med en bredere mulighed for at kontrollere alle forhold. Således ville man ikke behøve at have f.eks. SKAT og Arbejdstilsynet med, når udenlandske busser skulle kontrolleres. Spørgsmålene blev besvaret på en åben, solid og god måde også med helt konkrete feedback på, hvad Rasmus Prehn vil gøre for at lovgivning bliver ændret eller indført.


Transportordfører Rasmus Prehn havde lovet at stille op til spørgsmål. Løftet blev indfriet til stor glæde for de medlemmer, der havde noget på hjerte.