11.03.2024

Midtjyske anbefalinger til bedre mobilitet: Abonnementsbillet, grøn pendling og et hårdt skub til vanerne

Dansk PersonTransport er bidragsyder til idéudviklingen for nye mobilitetsløsninger i Region Midtjylland, men opfordrer også til at styrke de gamle løsninger.


Region Midtjylland har i løbet af 2023 gennemført et ambitiøst forløb i Regionalpolitisk Forum for Moblitet, der har set på muligheder og barrierer for gratis kollektiv transport til unge, forenkling af billetsystemet med indførelse af en abonnementsbillet og muligheden for en fælles kampagne for mere bæredygtige transportvaner. Dertil kommer samarbejde med virksomheder om grønne pendlerplaner og samarbejde om at gøre trafik-knudepunkter i landdistrikterne til aktive mødesteder.

I Dansk PersonTransport har vi bidraget til arbejdet, og vi er begejstrede for Regions Midtjyllands ambition om at styrke mobiliteten i Regionen.

”Regionen Midtjylland spænder fra Ringkøbing i vest og Aarhus i øst og det står klart, at der er mange svære opgaver at løse for at sikre mobiliteten, navnlig i landdistrikterne. Dansk PerosnTransport deltog selv i udviklingen af idéen om en abonnementsbillet, og jeg har også en meget stor forventning til, at trafikknudepunkter og hubs kan udvikles på en måde, der styrker den kollektive trafik betragteligt,” fortæller Lasse Repsholt, rutesektorchef i Dansk PersonTransport.

I Dansk PersonTransport minder vi dog om, at hvis Region Midtjyllands mål om at fremme den bæredygtige mobilitet skal nås, vil der også være behov for en styrkelse af de traditionelle løsninger.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at Region Midtjylland har reduceret serviceniveauet i den regionale bustrafik betragteligt de seneste år, og hvis man går videre ned ad den sti, vil det være dybt skadeligt. Jeg opfatter de nye initiativer med billetter, pendlerplaner og knudepunkter som tiltag, der nødvendigvis skal understøttes af et stærkere og mere attraktivt tilbud i det regionale hovednet af busser og lokaltog.”, siger Lasse Repsholt.

Læs hele Region Midtjyllands pressemeddelelse om den regionale mobilitet her.