Miljøzoner spænder ben for grøn omstilling af bustrafikken
Regeringens forslag om miljøzoner vækker stadig bekymring hos Dansk PersonTransport.
Dansk PersonTransport er fortsat bekymret for, at regeringens forslag om miljøzoner spænder ben for den grønne omstilling af bustrafikken. Bekymringen har rod i to grunde:
- Kommunernes og regionernes omkostninger til kortsigtet tilpasning af busflåden til miljøzonerne giver dem mindre økonomisk råderum til en langsigtet omstilling af den kollektive bustrafik til helt emissionsfrie busløsninger i byerne (f.eks. elbusser).
- Turistbusselskaberne tilskyndes med forslaget i højere grad til at levetidsforlænge deres euro 4 og euro 5 busser i stedet for at fremme en udskiftning af busserne til euro 6 indenfor en økonomisk bæredygtig tidshorisont. Dermed får miljøzonen en ringere effekt, da kun udledningen af partikler reduceres, men ikke udledningen af NOx.
Derfor har foreningen foreslået miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen at justere på lovgivningen for at tage højde for denne negativt virkning. Dels ved at indføre mulighed for dispensation og dels ved at indføre en senere skæringsdato for de nye krav til busserne. Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg er også blevet orienteret om vore bekymringer og har bedt miljøministeren om en bemærkning.
Læs DPT’s høringssvar til lovforslaget den 01.03.2019 her.
Læs DPT’s brev til Miljøministeren den 18.03.2019 her.