Persontransportbranchen har i lang tid arbejdet for at få flere unge ind i branchen, og derfor byder man det nye alderskrav, som træder i kraft den 1. juli, velkommen. Det forventes at tiltrække flere unge til erhvervet, hvilket kan hjælpe med at reducere manglen på chauffører.
”Vi ved, at muligheden for at køre bus internationalt tiltrækker mange unge aspirerende chauffører. Det nuværende alderskrav har stået i vejen, og vi har derfor længe presset på hos politikerne for at få nedsat aldersgrænsen. Det er vi glade for, at politikere og myndigheder har lyttet til,” udtaler erhvervspolitisk konsulent Alexander Höilund fra DPT og fortsætter:
”Har man lyst til at blive buschauffør, fordi man vil køre bus internationalt, er det et stort plus, at man ikke længere skal vente, til man er 23 år. Derfor forventer vi, at sænkelsen af alderskravet vil have en positiv virkning på antallet af unge, der ønsker at blive buschauffør. Det vil gøre det nemmere for vores medlemmer at finde de nødvendige chauffører, og det er et rigtig godt skridt for at reducere chaufførmanglen i branchen.”
Nedsættelsen af alderskravet til international buskørsel kommer samtidig blot nogle få måneder efter offentliggørelsen af en større undersøgelse af ulykkesstatistikken blandt forskellige buschaufføraldersgrupper i en række EU-lande. Undersøgelsen afviser myten om, at unge professionelle chauffører er farligere i trafikken, idet unge buschauffører ifølge statistikken har mindre sandsynlighed for at være ansvarlige for trafikuheld end deres ældre kollegaer.
DPT har som led i dialogen med myndighederne fremlagt resultaterne af denne undersøgelse.
”Vi har gennem flere år haft en rigtig god dialog med Færdselsstyrelsen og Transportministeriet, når det kommer til at gøre busbranchen mere attraktiv for de unge. Det har også været tilfældet under arbejdet med at nedsætte aldersgrænsen for international buskørsel. Det samarbejde håber vi nu på kan fortsætte, så vi kan få fjernet alle de barrierer, der er for at få flere unge ind i branchen,” slutter Alexander Höilund.
Find mere information om de nye regler her: https://www.fstyr.dk/nyheder/2024/jun/alderskrav-for-buschauffoerer-som-udfoerer-international-personbefordring-nedsaettes
Læs mere om undersøgelsen om unge chaufførers trafiksikkerhed her: https://www.iru.org/news-resources/newsroom/our-young-bus-and-coach-drivers-are-safe-and-europes-future