Turistkørsel
|17.07.2019Tirsdag den 16. juli gennemførte 3F Københavns Chauffører og 3F Frederiksborg endnu en aktion mod udenlandske busser, da de opsøgte flere udenlandske buschauffører, som holdt til ved Frederiksborg Slot i Hillerød.
Modsat sidste aktion i Amaliehaven blev de udenlandske busser ikke blokeret, men 3F tog flittigt fat i de tilstedeværende chauffører, som blev spurgt ind til deres løn- og arbejdsvilkår samt gjort opmærksom på de overenskomster, som de danske buschauffører er omfattet af.
Formålet var at sætte fokus på de ulige løn- og arbejdsvilkår, der hersker mellem danske og udenlandske buschauffører i håb om at sætte pres på de udenlandske vognmænd, der systematisk udfører social dumping og undergraver den danske samfundsmodel til egen fortjeneste.
Kampen skal vindes gennem lange seje træk
Dansk PersonTransports adm. direktør Michael Nielsen var med på sidelinjen under hele eventet. Han håber på, at det har skubbet en smule til de udenlandske chaufførers og vognmænds bevidsthed.
“Kampen som i øjeblikket bliver kæmpet er ikke en, der skal vindes ved ét slag. Tværtimod kræves der kontinuitet og tålmodighed, og events som denne er afgjort et skridt i den rigtige retning. Vi skal fortsætte med at gøre opmærksom på de store eksisterende problemstillinger, og ved det forsøge at ændre folks tilgang til social dumping og dets konsekvenser, bl.a. via events som dette,” lyder det fra Michael Nielsen, som afslutter:
“Samtidig hæfter jeg mig ved, at antallet af udenlandske busser var markant mindre i dag, da 3F viste sig, end det er på en normal sommerdag ved Frederiksborg Slot. Det tyder på, at de udenlandske busser holder sig væk, når der bliver sat fokus på deres adfærd på den ene eller anden måde.”