Turistkørsel
|04.10.2019I sidste uge bragte TV2 Lorry en nyhed om, at partierne på Københavns Rådhus bakkede op om at finde pengene til at etablere en fjernbusterminal ved Dybbølsbro.
Københavns Kommunes budgetaftale for 2020 vidner om, at der er gjort alvor af snakken, da aftalen indeholder et punkt, hvor kommunen pålægger sig at finansiere halvdelen af terminalen, hvoraf resten af pengene forventes at blive fundet i statskassen.
Ny fjernbusterminal falder på et tørt sted
Aftalen vækker glæde hos adm. direktør i Dansk PersonTransport, Michael Nielsen, da fjernbusoperatørerne nu endelig kan se frem til at få ordentlige forhold, hvor af- og pålæsning af passagerer og baggage nu ikke skal kollidere med en nærstødende cykelsti.
“De eksisterende forhold er under al kritik, og derfor er det meget glædeligt, at kommunen nu endelig har besluttet at etablere en decideret terminal til at håndtere branchens udfordringer. Foreningen er overbeviste om, at den nye terminal er både til fordel for fjernbusoperatørerne, passagererne og de cyklister, som færdes nær de eksisterende holdepladser,” lyder det fra Michael Nielsen, som afslutter:
“Det sidste tvivlsspørgsmål er i forhold til halvdelen af finansieringen. Vi håber og forventer, at regeringen vil afsætte de nødvendige midler, så alle parter kan få ordnede forhold, som de er godt tjent med.”
Terminalen vil fremadrettet blive drevet af Trafikselskabet Movia med ambition om, at anlæggets økonomi skal hvile i sig selv. Parterne er dog enige om at afsætte et beløb som sikring til at håndtere eventuelle driftunderskud.