29.03.2022

Oliepriserne og de offentlige kontrakter

Konkurrencestyrelsen: Ukraine-krisen og prisstigninger er uforudsete forhold. Kontraktændringer kan komme på tale.


Kontrakter om kørsel med offentlige myndigheder er ofte indgået på baggrund af offentlige udbud og er med lange løbetider. Normalt må de offentlige ordregivere ikke ændre de såkaldte grundlæggende elementer som f.eks. kontraktbetalingen og andre dele af aftalen, der ændrer den økonomiske balance til leverandørens fordel. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har nu i et juridisk notat vurderet, at krigen i Ukraine og prisstigninger, varemangel og leveringsproblemer er uforudsete forhold, der gør at offentlige ordregivere (f.eks. et kommune eller et trafikselskab) undtagelsesvist kan ændre kontraktens grundlæggende elementer.

Med Konkurrencestyrelsens vurdering er døren på klem til en drøftelse mellem kommuner, trafikselskaberne og deres leverandører, om der kan aftales ændringer af kontrakten.

Dansk PersonTransport opfordrer til, at vognmænd, busselskaber, kommuner, trafikselskaber og andre offentlige ordregivere undersøger disse muligheder i lyset af Konkurrencestyrelsens notat, den aktuelle prisudvikling på brændstof og den usikkerhed, der knytter sig til den aktuelle og kommende situation på energimarkedet med store prisstigninger og fluktuationer.

 

Kilde: www.drivkraftdanmark.dk