Taxikørsel

|16.05.2019

Ombytning af tilladelser

Flere taxivognmænd er i gang med at få ombyttet taxitilladelser til tilladelser til erhvervsmæssig persontransport. Skal du til at indsende din ansøgning om ombytning til Færdselsstyrelsen, er her et par gode råd, som du bør tage stilling til, inden du indsender din ansøgning.


Når man skal ansøge om ombytning af taxitilladelser til tilladelser til erhversmæssig persontransport er der flere elementer, som man bør være opmærksom på. Derfor har Dansk PersonTransport udarbejdet et par gode råd, som du kan læse nedenfor.

Personlig drevet virksomhed eller selskab
Inden ansøgningen skal vognmanden tage stilling til, om han/hun ønsker at fortsætte med at drive forretningen som en personlig drevet virksomhed eller i et selskab, fx ApS eller A/S. Fordelen ved at drive virksomheden i selskabsform er bl.a., at vognmanden senere kan sælge selskabet sammen med tilladelsen til erhvervsmæssig persontransport, hvorimod en personlig drevet virksomhed ikke kan sælges med tilladelser.

Ønsker man at ombytte taxitilladelsen til et selskab, skal man således oprette et selskab, som man er ejer af. Det er afgørende, at vognmanden først opretter selskabet og derefter sender ansøgningen om ombytning af tilladelserne ind i selskabet.

Gæld til det offentlige
Har du som vognmand gæld til det offentlige, der overstiger kr. 50.000, skal der indgås en afdragsordning med Gældsstyrelsen. Gælden skal afdrages indenfor en rimelig periode, hvilket typisk anses at være 12 måneder. Det er en fordel at have kontakt til Gældsstyrelsen med henblik på indgåelse af en betalingsaftale, inden der ansøges om ombytning af tilladelser, og fremsende denne til Færdselsstyrelsen med henblik på sagens behandling. Har man ikke indgået en afdragsordning før ansøgning om ombytning, vil man blive kontaktet af Færdselsstyrelsen, der vil anmode om dokumentation for afdragsordning før ansøgning om ombytning kan færdigbehandles.