brt

|11.09.2020

Plusbusser til Aalborg

Nordjyllands Trafikselskab (NT) har netop offentliggjort sit største udbud til dato med en forventet kontraktsum i milliardklassen. Udbuddet omfatter 98 bybusser i Aalborg og 13 lange tre-leddede busser til Danmarks første BRT-forbindelse (Bus Rapid Transit), i daglig tale kaldt Plusbus


”Der er mere end bare en enkelt milepæl forbundet med det store udbud. For ikke nok med, at det er det største for NT nogensinde. Det er også det første, hvor de mere end 24 meter lange BRT-busser indgår i et dansk udbud”, skriver Nordjyllands Trafikselskab i deres pressemeddelelse.

Efter Færdselsstyrelsen ændrede reglerne for busser ved årsskiftet, blev det muligt at indsætte busser med en længde på mere end 18,75 meter i rute. Det betyder, at Danmark får sin første BRT-forbindelse, når Aalborg i foråret 2023 slår dørene op til en ny 12 kilometer lang Plusbus-forbindelse med busser i eget tracé – en særlig vognbane, hvor kun Plusbus må køre – og 22 stationer med perroner i niveau med bussen frem for ordinære stoppesteder.

Stationerne vil blive udstyret med billetmaskiner og check ind og ud-læsere til Rejsekort, og målet er, at busserne skal køre med 7 minutter mellem afgangene.

“Plusbus vil blive et aktiv”

Etableringen af Plusbus-forbindelsen er allerede i fuld gang, og når den er færdig, vil den gå fra det nyetablerede rekreative område Fjordparken i vest til Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital i øst. Tracéet kommer til at gå gennem det centrale Aalborg, og busserne kommer til at betjene en lang række beboelsesområder og uddannelsesinstitutioner.

”Plusbussen bliver et meget stort aktiv for Aalborg”, fastslår Nuuradiin Hussein, der er formand for Nordjyllands Trafikselskabs bestyrelse og 2. viceborgmester i Aalborg. ”Vi kan allerede nu se, at der bliver planlagt nye byggerier og byudvikling langs den planlagte rute, så der er ingen tvivl om, at den får stor betydning for byen. Og ikke kun på det trafikale område,” siger han i pressemeddelelsen.

Et grønt udbud

Nordjyllands Trafikselskab arbejder efter en grøn strategi, som bl.a. foreskriver, at alle busser, der kører for trafikselskabet, skal være emissionsfri inden 2030. Det nye udbud lægger dog op til, at det kommer til at ske væsentlig tidligere for busserne i Aalborg, da en tidlig implementering af emissionsfrie busser vægtes med 20 %, når det afgøres, hvilket firma der vinder udbuddet.

”Vi vil være bannerførere for en grøn omstilling af transportsektoren i Nordjylland, og eftersom dette udbud omfatter 32 % af vores buskørsel, kommer vi et syvmileskridt tættere på vores mål om en grøn busflåde og en grøn omstilling, siger NT’s direktør Thomas Eybye Øster.

Ud over at busserne er grønne, vil Nordjyllands Trafikselskab gøre de driftsbiler, der blandt andet skal køre chauffører og andet personale skal frem til vagtskifte, grønne, så de f.eks. kører på el eller brint.

Nyt busdepot

I udbuddet ligger også etableringen af et nyt depot – dvs. et nyt garageanlæg – som skal huse de mange nye by- og BRT-busser. Depotet skal indeholde alt vedr. driften af Aalborgs busser og Plusbusser, hvilket omfatter personalefaciliteter, garage, værksted og administrationsafdeling m.v.

I dag er bybusdriften fordelt på to selskaber. Fremover bliver det hele samlet hos et enkelt selskab med ét samlet depot med plads til alle busserne. Det nye depot skal bygges i umiddelbar nærhed af det nye Aalborg Universitetshospital i det østlige Aalborg, som for mange busser bliver endestationen. Med en central placering i forhold til, hvor busserne skal køre fra, vil tomkørsler kunne minimeres og energiudnyttelsen maksimeres, skriver NT i pressemeddelelsen.

”Aalborg skal være en grøn by, og derfor glæder jeg mig rigtig meget over, at vi med det her udbud får sat gang i nogle ting, som kan gøre en forskel på luftforureningen og det lokale miljø,” siger Nuuradiin Hussein.

Udbuddet er med prækvalifikation og forhandling og er offentliggjort på Nordjyllands Trafikselskabs udbudsportal. Der er anmodningsfrist ift. prækvalifikation 6. oktober kl. 12 og tilbudsfrist ift. 1. forhandlingsrunde 20. november kl. 12.

 

(Foto: Aalborg Kommune)