Afskaffelsen af frikørselsordningen for taxier blev gennemført i forbindelse med vækstpakken fra juni 2014, hvor et af initiativerne var afskaffelse af frikørselsordningen for taxier med virkning fra 1. januar 2015. På den baggrund har Dansk Folkepartis skatteordfører Dennis Flydtkjær, bedt skatteministeren om at redegøre for, hvad de provenumæssige konsekvenser har været af at afskaffe frikørselsordningen for taxier.
Den samlede provenuvirkning blev forud for vedtagelsen af loven skønnet til 225 mio. kr., mens den samlede provenuvirkning efter tilbageløb og adfærd blev skønnet til 130 mio. kr. Et beløb som Dansk Taxi Råd gennem hel processen anfægtede som urealistisk. I forbindelse med debatten om afskaffelsen af frikørselsordningen udtalte Dansk Taxi Råds tidligere formand John Lindbom ” Vi ved jo først om 2-3 år, hvordan de nye regler slår igennem, fordi vi endnu ikke har mulighed for at se, hvilke priser, vi til den tid vil kunne afsætte vores biler til, når vi skal skifte dem ud. Men én ting er sikker, vi kommer til at køre enten betydeligt længere i vores biler, eller i helt andre biler, som er billigere i indkøb”.
Sådan lød det i 2014 fra John Lindbom, der forudsagde, at det ikke ville komme til at gå, som i Skatteministeriet forventer. ”For hvis vognmændene ikke kan få den ønskede pris for deres biler i Danmark, vil de vende blikket mod udlandet, hvor de kan få en højere pris, og dermed vil staten ikke modtage noget i registreringsafgift”.
Dennis Flydtkjær og Dansk Taxi Råd, der havde gjort sig forhåbninger om et svar fra skatteministeren, må dog konstatere, at skatteministeren ikke kan give et svar med henvisning til, at ændringerne endnu ikke er fuldt indfaset.