29.06.2023

Skatteminister imødekommer Dansk PersonTransport: Taxier skal igen kunne udføre serviceopgaver uden passagerer

Skatteministeriet har netop sendt et lovforslag i høring om en ændring af registreringsafgiftsloven, så det igen bliver skrevet ind i loven, at taxier kan udføre serviceopgaver uden passagerer.


I slutningen af sidste år blev vi i Dansk PersonTransport opmærksomme på, at der ikke længere var en klar formulering i registreringsafgiftsloven om, at taxier kan udføre vigtige samfundsmæssige serviceopgaver som handleture, medicinudbringning og lignende. Det er ellers en service som er helt afgørende for mange borgere, og som tidligere helt tydeligt har fremgået af lovgivningen.

Dansk PersonTransport handlede hurtigt og henvendte sig til skatteminister Jeppe Bruus for at adressere problemet. Efter et møde mellem Dansk PersonTransport og skatteministeren den 8. marts blev det forsikret, at reglerne vil blive ændret for at tillade taxier at udføre serviceopgaver uden risikoen for at blive pålagt fuld afgift på køretøjet. Det stod desuden klart, at der var tale om en fejl tilbage i 2014, da man ændrede reglerne og fjernede bestemmelsen.

På baggrund af mødet har skatteminister Jeppe Bruus nu sendt et lovforslag i høring, som retter op på misforståelsen.

Lovforslaget foreslår en tilføjelse til reglerne, der præciserer, at taxier kan anvendes til lejlighedsvis kørsel med småforsendelser uden ledsager, men efter taksten for passagertransport, samt til kørsel for de sociale myndigheder.

Ændringsforslaget er i overensstemmelse med taxibranchens behov og imødekommer de samfundsmæssige opgaver, som branchen historisk set har varetaget.

”Vi er glade for, at skatteminister Jeppe Bruus har været så imødekommende overfor branchens ønske om at få rettet op på registreringsafgiftsloven, så taxier også i fremtiden kan sørge for at bringe medicin og varer ud til borgere. Vi har haft en rigtig god dialog med ministeren, og vi vil gerne kvittere for at både minister og ministerium har handlet hurtigt og fået sendt en lovændring i høring, udtaler vicedirektør i Dansk PersonTransport, Trine Wollenberg.

Det er planen, at regeringen vil fremsætte lovændringen i den kommende Folketingssamling, og at ændringen kan træde i kraft den 1. januar 2024.