14.12.2018

SMS giver klip i kørekortet

Bredt flertal i Folketinget skærper straffen, hvis man bruger håndholdt teleudstyr under kørsel.


Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget et lovforslag, der skærper straffen, hvis man bruger håndholdt teleudstyr under kørsel. Ud over en bøde på 1500 kr. får man fremover også et klip i kørekortet.

Hidtil er bilisterne sluppet med en bøde på 1.500 kroner for at tale i håndholdt mobil, sms’e eller bruge andet håndholdt teleudstyr under kørslen, men det mente regeringen og Dansk Folkeparti ikke var nok. Forslaget har siden vakt genklang på tværs af Folketingets partier, og forleden blev det besluttet, at det fremover kommer til at koste et klip i kørekortet, hvis man for eksempel taler i telefon eller sender sms’er under kørslen.

Det er fuldstændig hensynsløst over for sine medtrafikanter og medpassagerer at lade sig forstyrre af sin telefon eller andre apparater, når man kører bil. Det er bilen, vejen og trafikken, der skal have ens komplette opmærksomhed, når man kører bil, og derfor glæder det mig meget, at et bredt flertal i Folketinget har samme holdning, fortæller transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Forskning og undersøgelser viser, at risikoen for ulykker øges, hvis man som fører af en bil koncentrer sig om andre ting end at køre bil.

Jeg bakker 100 procent op om budskabet ”Kør bil, når du kører bil”. Det er farligt for en selv, men i høj grad også for andre, hvis man er uopmærksom i trafikken – og uopmærksomhed var da også en væsentlig årsag til sidste års dødsulykker i trafikken. Derfor skærper vi nu reglerne, så man fremover også får et klip i kørekortet, hvis man taler i telefon, skriver beskeder, bruger tablets, indstiller håndholdt gps eller på anden vis bruger håndholdte kommunikationsapparater under kørslen, siger ministeren.

Lovforslaget træder i kraft i det nye år, når Rigspolitiet er klar til at effektuere ændringen. Præcis hvornår fælden begynder at klappe, når en bilist bliver taget i at bruge håndholdt teleudstyr, står endnu ikke klart, idet politiets systemer først skal gøres klar til at kunne håndtere de nye regler. Dansk Taxi Råd støtter op omkring lovændringen og understreger, at reglerne gælder håndholdt teleudstyr.