29.09.2022

Velbesøgt taxinetværk

Mandag den 26. september havde taxisektoren inviteret til taxinetværksdag på Munkebjerg i Vejle. Dagen bød på politiske og faglige input samt rig mulighed for at drøfte hverdagen med taxikollegaer fra hele landet.


Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti begyndte netværksdagen med at give et kort oplæg om nyt fra Christiansborg. Niels Flemming Hansen er bl.a. transportordfører og kom ind på en kommende evaluering af taxiloven, hvor Niels lagde vægt på, at det skal være administrativt nemt at drive henholdsvis taxivirksomhed og kørselskontor. Niels efterlyste derfor input fra branchen om overflødige regler og administration, som ikke giver mening. Flere af deltagerne i netværket pegede bl.a. på kravet om en årlig systemrevison, som både er dyr at få lavet og opleves overflødig, da den ikke bliver brugt af Færdselsstyrelsen. I sit oplæg kom Niels også ind på forventningerne til det kommende valg, hvor valgkampen allerede må siges at være skudt i gang.

Efter Niels Flemming Hansens oplæg blev pausen brugt til at få en god snak med taxierhvervets leverandører Circle K, Frogne A/S, Nordfyns Finans og North Risk, hvor flere vognmænd fik et god tilbud med hjem i tasken.

I forlængelse af Niels Flemming Hansens oplæg, blev det tid til at dykke lidt mere ned i den kommende evaluering af taxiloven. Med udgangspunkt i evalueringen fra 9. december 2020 kom vicedirektør i Dansk PersonTransport Trine Wollenberg med DPTs bud på, hvad evalueringen kommer til at fokusere på. Derudover redegjorde Trine for de elementer, som DPT mener er vigtige at fokusere på og få lavet om. Det er bl.a. genindførelse af krav om vognmandskursus, ændring af hele regelsættet for prissætning og opslag af priser, se på overflødige regler for administration og Færdselsstyrelsen tilsyn.

Udover evalueringen af taxiloven var der også lejlighed til at se på aktuelle sager som vanvidskørsel, reglerne for registreringsafgift samt rekruttering af chauffører.

Præsentationen fra mødet kan tilgås her.