15.11.2024

Veloverståede og inspirerende kredsmøder med stor opbakning

Med flere end 250 deltagere på tværs af tre kredsmøder i Holstebro, Køge og Christiansfeld var årets kredsmøder en stor succes. Vi vil gerne takke alle medlemmer, associerede medlemmer og ikke mindst vores værter Hessel Bus og VBI for deres engagement og bidrag til nogle inspirerende dage.


Dansk PersonTransport har i denne uge afholdt tre velbesøgte kredsmøder. Som noget nyt blev møderne rykket fra februar til november, hvilket har resulteret i en stigning i tilslutningen.

Under møderne, der også omfattede de ordinære generalforsamlinger, blev der sat fokus på ladeinfrastruktur og grøn omstilling. GodEnergi, Eltel og FlowEmo gav indblik i centrale overvejelser, så medlemmerne kan træffe informerede beslutninger om overgangen til elektriske køretøjer.

Efter oplæggene var der på alle tre møder livlig debat med særligt fokus på behovet for ladeinfrastruktur til forskellige køretøjstyper som taxier, turistbusser og flexkøretøjer.

Rutebusserne og taxierne er allerede langt i den grønne omstilling og arbejdet med opsætning af ladeinfrastruktur, mens turistbusser og liftkøretøjer stadig står over for udfordringer.

Selvom der sker ting på de markeder, så er der brug for både politisk støtte og et mere modent marked, før vi for alvor får sat skub i markedet.

Det handler dog om at være i god tid og allerede nu sætte gang i tankerne om, hvordan man i fremtiden kan omstille sig, så man kan være klar på det rigtige tidspunkt.

Mange vigtige sager er i gang

På kredsmøderne blev der også gennemgået de mange sager, som DPT arbejder med for tiden.

Regeringens Ekspertudvalg for Fremtidens kollektive transport har offentliggjort sine indledende anbefalinger, og DPT’s sektorer arbejder aktivt med de udfordringer, disse medfører. Særligt ønsket om øget samkørsel og frivilligbusser anses som utilstrækkeligt for at løse landdistrikternes mobilitetsudfordringer, da de ikke sikrer den tilgængelighed og forsyningssikkerhed, som kendetegner den kollektive transport. Forslag om privat betalt kørsel skaber også bekymring, da det kan forstærke social og økonomisk ulighed samt skabe usikre arbejdsforhold og urimelig konkurrence til den professionelle branche.

På beskæftigelsesområdet har DPT sammen med en række samarbejdspartnere, herunder fagbevægelsen og flere uddannelsesinstitutioner arbejdet for at modvirke en anbefaling fra Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats om at udskyde retten til seks ugers jobrettet uddannelse. Det kan nemlig påvirke rekrutteringen af chauffører negativt i bus-, taxi- og flextrafikken.

Omkostningsindekset, der ikke afspejler de store lønstigninger fra 2023, evalueringen af taxiloven og sikring af ordentlige vilkår for flextrafikken er også blandt de områder, hvor sektorerne er særdeles aktive. DPT har desuden spillet en vigtig rolle i en række initiativer, såsom sænkningen af aldersgrænsen for international buskørsel, arbejdet med en national strategi for grøn omstilling og ladeinfrastruktur til fjern- og turistbusser, etableringen af en ny busterminal i København til fjernbusser og et konkret indspil til regelforenkling i forbindelse med den kommende evaluering af taxiloven.

Kredsmøderne er en værdifuld mulighed for at informere om både igangværende og gennemførte initiativer, og medlemmerne bidrog med værdifulde perspektiver, der vil styrke det videre arbejde i DPT’s sektorer.

Valgte til sektorbestyrelserne:

Turistsektoren:

  • Ole Jepsen, DitoBus
  • Peter Lading, Todbjerg Busser
  • Jesper Jensen, Ærø Turistfart
  • Henrik Nymark, VIKINGBUS
  • Thomas Klüver Wandahl, VIKINGBUS

Taxisektoren:

  • Richard Motzfeldt, Aarhus og Horsens Taxa
  • Lars Kjeldtoft, Thisted Taxa
  • Torben Kirketerp, Esbjerg Taxa
  • Vibeke Wolfsberg, Dantaxi
  • Henrik Neumann-Petersen, Næstved Taxa

Rutesektoren:

  • Chanette Mulvad, Holstebro Turistbusser
  • Steen Rügge, Tide Bus
  • Peter Lanng Nielsen, Keolis
  • Ib Gregers Boers, DitoBus
  • Morten Scheel Nielsen, VIKINGBUS

Sektor for offentlig kørsel:

  • Søren Olesen, DitoBus
  • Martin H. Josefsen, Morsø Taxi & Turisttrafik
  • Jimmy Hansen, De Blå Busser
  • Carsten Aastrup, HB CARE
  • Shahzad Riaz, Movicare ApS
  • Mohamad Majoub, DPT Flextransport